Depression er en lidelse som viser sig ved nedtrykthed, og en følelse af håbløshed, modløshed og opgivenhed. Livet opleves som gråt-i-gråt, og det er som om livsglæden og lysten til at leve er helt væk. Du vil temmelig sikkert også opleve, at dine tanker om både dig selv, andre mennesker, verden og fremtiden bliver meget negative og sort-hvide.
Når et menneske overvældes af depression, orker de fleste ingenting, og da slet ikke at gå i terapi. Det er trist, for professionel hjælp er ofte det der skal til, for at blive glad igen hurtigst muligt.
Det er rigtig mange mennesker der på et tidspunkt i deres liv, bliver ramt af depression. WHO angiver, at depression på verdensplan er den mest invaliderende og omkostningstunge lidelse, vi har. Der er 440.000 danskere på antidepresiv medicin, og 20 % af alle mennesker vil på et tidspunkt få en depression. Langvarig og ubehandlet stress er en risikofaktor for at udvikle depression.
Negative og triste tanker
Mange der får depression forstærker selv deres symptomer uden at vide det, fordi de negative og sort-hvide tanker får lov til at dominere. Det er derfor vigtigt, at du prøver at kæmpe imod de negative tanker – selvom det kan være rigtig svært.
Undersøgelser har vist, at mennesker med depression har nogle bestemte karakteristiske depressive tanker:
- De har et urealistisk negativt syn på sig selv. F.eks: “Jeg er ikke god nok”, “jeg kan aldrig gøre noget rigtigt”, “jeg er ikke noget værd, det ville være bedre hvis jeg var død”
- De har et negativt syn på andre og på omverdenen. F.eks: “Der er ingen jeg kan stole på”, “der er ingen der kan lide mig”
- De har et negativt syn på fremtiden. F.eks: “Det heler er håbløst og det bliver aldrig bedre”
Altså en masse entydigt negative sort-hvide tanker, som indeholder endegyldige udtryk, som f.eks altid, aldrig, ingen og alle.
Entydigt negative og kritiske tanker og antagelser er med til at fastholde dig i depressionen. For at behandle en depression skal du derfor først og fremmest blive bevidst om dine urealistiske negative sort-hvide tanker. Dernæst skal du prøve at udfordre tankerne: passer de, er det rigtigt at ingen kan lide dig?
Det kan være rigtig svært at skulle ændre sin måde at tænke på, men en dygtig psykoterapeut kan hjælpe dig med at få nogle mere realistiske tanker og antagelser, og med at finde livsglæden igen.
Mange af mine klienter er i forskellig grad berørt af tristhed og depressive tilstande, og jeg har god erfaring med at behandle depression med samtaleterapi og mindfulness. Det er vigtigt, at du reagerer ved symptomer på depression.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ FØLGENDE SYMPTOMER PÅ DEPRESSION
-
- Nedtrykthed, nedsat initiativ, interesse, energi og/eller glæde
- Kropslige symptomer som træthed, søvnproblemer, muskelsmerter og hovedpine
- Følelsesmæssig tomhed og forladthed.
- Mange selvbebrejdelser, skyldfølelse og dårligt selvværd
- Tanker om selvmord, død og ulykke
- Udtalt koncentrationsbesvær
DER ER HJÆLP AT HENTE
Tag dig selv alvorligt og få hjælp til din depression. Du behøver ikke at have det sådan. Kontakt Lone Melander på 21 44 15 30 eller lone@melander.dk og få hjælp af en erfaren psykoterapeut.
Du kan læse mere om de forskellige former for psykologiske udfordringer jeg har erfaring med her på min hjemmeside. Jeg har privat praksis i landlige og fredelige omgivelser mellem Faxe, Haslev og Køge. Se priser og andet her: Kontakt mig