Der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Selvtillid handler om noget vi gør – at vi har tiltro og tillid til vores evner og færdigheder. Selvværd handler om den vi er – vores selvopfattelse.
Selvværd | Selvtillid |
Handler om oplevelsen af at have værdi | Handler om tillid til sine evner |
Handler om at være | Handler om at gøre |
Handler om noget vi er | Handler om noget vi kan |
Handler om at værdsætte sine egenskaber | Handler om tillid til dine færdigheder |
Selvværd er altså forankret på identitets niveau, det handler om den du er, om din opfattelse af dig selv som menneske, og om hvor betydningsfuld og værdifuld du føler dig om menneske.Når du har et sundt selvværd, tænker du, at du er noget værd som menneske. Et menneske med lavt selvværd derimod, vil have en følelse af ikke at have en værdi i sig selv, en oplevelse af ikke at være særlig værdifuld, og vil ofte være optaget af spørgsmål som: Er jeg værd at være sammen med? Hvad tænker de andre mon om mig?
Selvtillid knytter sig til vores adfærd, vores handlinger, til vores evner og kompetencer og til det vi gør. At vi oplever at vi har succes med det vi foretager os, at vi har tiltro til egne evner og kompetencer. At du tror på, at når du kaster dig over en arbejdsopgave, så kan du løse den tilfredsstillende.
Selvtillid kan øge dit selvværd
Et højt selvværd medfører næsten altid en stor selvtillid. Hvorimod høj selvtillid ikke nødvendigvis medfører et stort selvværd. Du kan godt have en meget stor selvtillid, og et meget lille selvværd.
Det er faktisk sådan at mange af os kompenserer for det lave selvværd ved at dygtiggøre os og præstere. Vi bliver ansvarlige, flittige, pligtopfyldende og måske lidt perfektionistiske, for at få anerkendelse så vi kan booste vores selvtillid. Det kan både være i skolen, på arbejdspladsen eller i fritiden: vi lever måske livet i overhalings banen som den perfekte mor, datter, veninde, kone, elskerinde, medarbejder osv., så på overfladen ser alt godt og perfekt ud, men indeni ulmer usikkerheden og frygten for ikke at være god nok og værd at elske!
Reflektionsøvelse
Prøv lige at læs følgende sætninger, og reflekter over, hvilke tanker du mest kan identificere dig selv med:
Selvværd set inde fra | Selvtillid set inde fra |
---|---|
Jeg er værdifuld i mig selv. Jeg har nogle værdifulde egenskaber. | Jeg har tillid til det jeg kan. Jeg har tillid til mine færdigheder. |
Jeg værdsætter mig selv | Jeg er dygtig, jeg er f.eks specielt god til at… (tegne, lave mad, engelsk, skrive, regne…) |
Jeg har værdi for mig selv og andre alene fordi jeg er til. Jeg er værdsat | Andre har brug for mig for det jeg kan og gør. Det jeg kan er noget særligt. |
Jeg er som jeg er, på godt og ondt – og det er helt OK! | Jeg kan måle mig med de andre. Jeg kan godt leve op til mine egne og andres krav til mig. |
Alt ved mig er som det skal være. Jeg er OK! | Jeg kan godt finde ud af det jeg skal |
Jeg er værd at respektere og elske. | Jeg gør mig umage. Det respekterer jeg mig selv for. Det fortjener jeg også at blive respekteret af andre for. |
Verden ville ikke være det samme sted uden mig | Jeg og andre værdsætter mine præstationer |
Jeg er unik og uerstattelig | Det jeg udretter er OK. Mine præstationer er i top, specielt når det gælder… |
Jeg er ligeværdig med andre mennesker | Mine præstationer kan måle sig med andres, fordi jeg præsterer mindst lige så meget som dem. |
Jeg anerkender min ret til at eksistere – ligesom alle andre | Jeg har fortjent anerkendelse for det jeg kan og gør. |
Jeg vil være dybt savnet når jeg dør – ingen andre kan udfylde netop min plads i verden, i min familie og blandt mine venner | Det jeg udretter er bemærkelsesværdig – jeg vil sikkert også blive husket for det. |
Kan du genkende nogle af tankerne fra dit eget liv? Hvordan vurderer du at det står til med henholdsvis din selvtillid og dit selvværd?
Har du brug for hjælp til at få et bedre selvværd?
Hvis du forgæves har forsøgt at få et bedre selvværd på egen hånd, men bliver ved med at opleve at du sidder fast, så hop over og læs om muligheden for at komme i terapi hos mig. Du kan tale med mig uanset, hvor i landet, eller verden, du bor. Ring eller skriv til mig på 21441530 /lone@melander.dk eller book en tid.
Kærligst,
Lone